Dette afsnit skal fungere som introduktion til feltet. Det er et afsnit som bliver tilpasset når jeg ved, hvordan min analyse kommer til at se ud i sin helhed, så det kommer nok til at se noget anderledes ud.

Introduktioner

Den digitale revolution har haft enorm betydning for indretningen af vores samfund. Computeren har invaderet både vores hjem og vores arbejdsplads næsten uanset hvilket erhverv, vi taler om. Computeren er den opfindelse, der gør digitaliseringen og dens allestedsnærværende effekt mulig. Derfor vil dette afsnit facilitere en kvalificeret forståelse for de principper, der ligger bag enhver form for programmering, som er det centrale håndværk i dette speciale. Det følgende vil således introducere til digitalisering gennem en kort redegørelse af Niels Ole Finnemanns refleksioner over computeren. Derefter vil afsnittet kort redegøre for Internettets historie og sætte særligt fokus på TCP/IP-protokollen og WWW, for på den måde at fungere som begrebsafklarende og introducerende til den senere analyse.

Digitalisering

I bogen Tanke, sprog og maskine redegør medieteoretikeren Niels Ole Finnemann for computerens position i forholdet mellem medier, maskiner og andre redskaber. Finnemanns undersøgelse bevæger sig langt ned i konkrete fysiske og matematiske principper for computeren, og dette afsnit vil derfor blot omhandle udvalgte principper fra bogen, der viser sig relevante for nærværende introduktion.

En af Finnemanns centrale bestræbelser er at kontrastere computeren til andre traditionelle maskiner. Traditionelle maskiner er i kraft af deres fysiske struktur determinerede i forhold til deres anvendelsesmål. I disse maskiner er procedurerne en indbygget del af den funktionelle arkitektur, og der opstår således en klar skillelinje mellem det fysiske og det symbolske niveau (Finnemann 1994: 16f). Som eksempel er der en klar skillelinje mellem et urs fysiske mekanik og det symbolske output; tidesrepræsentationen. I kontrast hertil er der også en vis skillelinje mellem computerens funktionelle arkitektur og den behandlede virtuelle data, men selve behandlingen foretages netop ikke af de fysiske komponenter.¹ Derimod bearbejder computeren sit input via algoritmiske syntakser, der defineres i et alfabet, der i nærværende skrift vil betegnes den binære notation. Den binære notation udgøres, som betegnelsen antyder, af en notationsform af to enheder; ettaller og nuller.

Den afgørende forskel mellem de traditionelle maskiner og computeren er således, at computeren arbejder med den binære notation ikke bare som det alfabet for det materiale, den bearbejder, men netop bearbejder materialet via den binære notation. Der er således i behandlingen ikke en åbenbar materiel skillelinje mellem den mekaniske eller algoritmiske bearbejdning og det symbolske input/output. Derfor opstår der for den binære notation et krav om beregningsmæssig universalitet (ibid. 153), hvilket betyder, at notationens enheder må være semantisk tomme, så betydningen i notationen kan ændres i henhold til formålet. Derfor sidestiller Finnemann netop den binære notation med et alfabet frem for den oplagte sammenligning med talsystemet. Til forskel fra formelle notationer som talsystemet og regneregler, hvor enheder har semantisk fastlagt betydning, er den binære notation frit variabel og kan derfor manipuleres til at repræsentere såvel matematiske formler og regler, sproglige bogstaver, billedlige udtryk og meget andet (ibid. 23). Således besidder den binære notation evnen til at kunne afkode andre binære data, dvs. at have en bestemt regelværdi til at styre den algoritmiske syntaks, men derudover har den også evnen til at være en del af en dataværdi. I dette speciale vil der specielt være fokus på udviklingen af de algoritmer, der behandler anden digital data.

Computeren er altså et helt unikt stykke værktøj, der skifter funktion efter behov. Programmeringen er både grundlaget for computerens egen struktur og for, hvordan den behandler data. Det er netop på baggrund af disse særlige mediemæssige egenskaber – den særlige symbolske behandling og den semantiske universalitet – at de processer, dette speciale behandler, muliggøres. Blandt disse er internettet.

Internettet

Den amerikanske præsident Eisenhower udpegede i 1957 opfinderen af den tv-transmitterede sæbeopera, Neil McElroy, til forsvarsministerposten. Både USA og Sovjet havde i 1955 bebudet, at de ville sende et objekt i kredsløb om jorden inden 1959, men at Sovjet skulle lykkedes med dette endnu før McElroy var blevet taget i ed som forsvarsminister kom bag på de fleste. Den 4. oktober 1957 opsendtes Sputnik I, og i november gik hunden Lajka og Sputnik II i kredsløb om jorden. McElroy var derfor en presset mand, da han indtog sit embede, da sovjetternes demonstration udgjorde en betydelig trussel mod den amerikanske sikkerhed. Han forklarede derfor kongressen, at han for at imødegå den russiske overlegenhed som det første ville skabe en forskningsenhed under forsvarsministeriet uafhængig af de eksisterende værn, der traditionelt havde visse stridigheder. The Advanced Research Projects Agency (ARPA²) så således dagens lys (Castells 2003: 17).

Da sikkerhedspolitikken traditionelt er højt prioriteret i USA, var der masser af penge til rådighed hos ARPA, og da lederen af ARPAs computerprogram IPTO Robert Taylor ansøgte om penge til at etablere et netværk mellem fire computere i det vestlige USA kom han ud af kontoret efter 20 minutter med en million dollars mere, end han havde ansøgt om (Nørretranders 1997: 41). På denne måde blev ARPANET født. Man kan således diskutere, hvorvidt Internettet voksede ud af den kolde krig, som det ellers populært hævdes (O’Neill 1990: 14). ARPANET var ikke et direkte svar på den kolde krigs problemstillinger men voksede dog ud af forsvarsbudgettet. ARPANET skal derfor nok ses i lyset af, at USA havde et generelt ønske om at være førende indenfor teknologi, hvilket også ville give en militær fordel. Derudover bemærker Martin Campbell-Kelly og William Aspray i bogen Computers: A History of the Information Machine, at der hovedsageligt lå et økonomisk incitament bag udviklingen af ARPANET idet, det kunne forbinde computere og på den måde udnytte computerkraft, der stod ubrugt hen, hvilket ville nedbringe udgifterne til dyr hardware. F.eks. ville det være muligt om dagen at bruge computerkraften på computerne på den modsatte kyst om aftenen, når computerne stod ubenyttede hen (Campbell-Kelly & Aspray 2004: 260).

Taylor hyrede computerforskeren Larry Roberts fra MIT til at realisere projektet. For at imødegå udfordringerne genopdagede han Paul Barans opfindelser fra starten af 1960'erne vedrørende distribuerede netværk. Altså en omtænkning af netværk med fokus på at overflødiggøre centralen til fordel for et netværk, der var opbygget med redundans og derfor var mere modstandsdygtigt overfor nedbrud (O'Neill 1990, 14). For at udbrede systemet udvikledes billige minicomputere IMP's (Interface Message Processor), som blev doneret til de universiteter, hvor netværket skulle udvikles (Campbell-Kelly & Aspray 2004: 261ff).

I 1968 fungerede systemet og mange studerende på computerstudierne brugte deres tid på at koble værtscomputerne til IMP’erne, hvilket fik betydning for nettets udvikling.

The participation of so many graduate students in developing the ARPANET, typically working on part-time basis as they completed their computer science graduate studies, created a distinctive and somewhat anarchic culture in the network community. This culture was as strong in its way as the computer-amateur culture of the personal-computer industry of the 1970s. But unlike the personal-computer world, this culture was much more persistent and it accounted for the unstructured and anarchic state of the early Internet. (ibid. 263)

I 1970 var fire vestlige amerikanske universiteter tilkoblet nettet og året efter øgedes antallet til 23. Dog var det småt med aktiviteten på netværket. Det var først efter en konference i Washington i 1972, folk fik øjnene op for netværkets muligheder, og i den efterfølgende tid slog især e-mailen igennem. Således var der i 1975 flere tusind registrerede e-mailbrugere, og der begyndte at dukke andre netværk end ARPANET op, der især var drevet af e-mailen (ibid.). Bl.a. blev USENET sat i værk, og mere afsides steder som Hawaii begyndte man at udnytte radionetværket og endda satellitforbindelser i stedet for telefonnettet som tidligere. Udfordringen var derfor nu at få de enkelte netværk til at kommunikere gennem et inter-netværk, der besværliggjordes af de forskellige standarter, der udvikledes i de enkelte netværk.³

TCP/IP

Derfor udviklede computerforskeren Robert Kahn i samarbejde med den studerende Vinton Cerf allerede i 1973 protokollen TCP/IP (Transfer Control Protocol/Internet Protocol) som en standart for information udvekslet mellem de enkelte netværk. TCP/IP blev udviklet efter et princip om en åben arkitektur, der betød, at de lokale netværk ikke skulle ændres for at forbinde til internetværket. Kahn, Cerf og andre beskriver i artiklen “A Brief History of the Internet” selv de centrale principper i udviklingen af protokollen, hvoraf et par stykker kan fremhæves:

Each distinct network would have to stand on its own and no internal changes could be required to any such network to connect it to the Internet. (Leiner et al. 2011)

og:

There would be no global control at the operations level (ibid.)

Protokollen er et værktøj, der beskriver, hvordan informationspakkerne skal behandles, og det var således muligt at implementere dette i alle netværkene, så de nu kunne udveksle information mellem sig. Vinton Cerf repræsenterer således om nogen de studerende, der formede Internettet i sin åbne struktur, som citatet ovenfor refererer til. TCP/IP endte med at blive, og er den dag i dag, den mest benyttede protokol på internettet, og den betød således at man nu for alvor kunne tale om et inter-netværk, da protokollen byggede bro mellem de autonome netværk på globalt plan.

WWW

Drømmen om at samle al verdens viden i et værk daterer sig tilbage til det 18. århundrede, hvor Diderot med sin Encyclopédie lagde grunden til andre senere leksika, som i dag står som monumenter over oplysningstiden. Med den stadige tilstrømning af viden har det dog altid været et problem at gøre samlingen overskuelig og håndterbar. Længe for opblomstringen af det digitale medie foreslår science fiction-forfatteren H.G. Wells i 1937 således, at et såkaldt World Encyclopedia ikke skal bestå i utallige rækker af bind, men nærmere i et netværk, der i højere grad tilsvarer en »World Brain« (Campbell-Kelly & Aspray 2004: 257ff).

Disse tanker blev senere forsøg realiseret af den amerikanske fysiker Vannavar Bush og hans ideer om Memex'en som han beskrev i essayet As We May Think fra 1948, der bland andet beskrev hyperteksten, men realiseringen viste sig imidlertidig problematisk (Nørretranders 1997: 75).

I 1989 fremsatte en computerkonsulent ved atomforskningscentret CERN ved navn Tim Berners-Lee imidlertid et forslag, der ved hjælp af hyperteksten skulle holde styr på de mange dokumenter på centret. Systemet var en sammentænkning af digitale medier, hyperteksten (som på dette tidspunkt var velkendt fra digitale værker som CD-ROM-leksika) og computernetværk og fik i 1990 betegnelsen The World Wide Web (Herefter WWW).

Systemet krævede to grundlæggende komponenter; webservere til at opbevare informationen og browsere til at vise informationen. Gennem starten af 1990’erne udvikledes der således mange mere eller mindre tilgængelige browsere og katalogiseringssystemer, hvilket ledte til opblomstringen af kommercialisering på nettet. Berners-Lee var dog fast beslutte på at tilføje WWW i det offentlige domæne, hvilket medvirkede til, at systemet hurtigt udkonkurrerede det tidligere katalogiseringssystem gopher, der var blevet licenseret under University og Minnesota med henblik på kommercialisering af systemet. I 1994 skiftede Berners-Lee stilling til leder af the World Wide Web Consortium (W3C), der som en non-profit-organisation arbejder for at udvikle standarter til WWW gennem konsensus (Campbell-Kelly & Aspray 2004: 268ff).

1Som Finnemann skriver, kan en computer uden software mest af alt beskrives om et varmeapparat. (Finnemann 1994, 314)

2Til trods for flere navneskift mellem ARPA og DARPA vil betegnelsen ARPA bruges konsekvent gennem dette speciale.

3Dette forsøgtes også udnyttet kommercielt: »Although some of the new computer networks of the 1970s were based on the technology developed in ARPANET, this was not true to all of them. The computer manufactors, in particular, developed their own systems such, as IBM's System Network Architecture (SNA) and Digital Equipment Corporation's DECNET. By rewoking a very old marketing strategy, the manufacturers were hoping to keep their customers locked into propprietary for which they would supply all the hardware and software. This was a short-sighted and mistaken strategy because the real benefits of networking came with internetworking - when the separate networks were connected and literally every computer user could tallk to every other.« (Campbell-Kelly & Aspray 2004: 266)